Beskyt mod oversvømmelse og stormflod

Beskyt mod oversvømmelse og stormflod
13. november 2023

I vores lokalområder er vi ikke altid immune over for naturens luner, og særligt når det gælder risikoen for oversvømmelse eller stormflod, er det vigtigt at være forberedt. Her præsenterer vi en praktisk guide til at beskytte dit hjem og minimere skader. Du skal særligt være opmærksom, hvis dit hus er lavtliggende eller ligger ud til vandet eller åer.

Før vandet kommer

  1. Luk døre og vinduer: En simpel foranstaltning, der kan forstærkes med plader for vinduerne som ekstra sikring.

  2. Sandsække: Hav sandsække klar – din kommune har muligvis et lager og ellers har udvalgte byggemarkeder dem til salg.

  3. Luk ventilationshuller: Brug fx krydsfinerplader til at sikre, at vand ikke trænger ind gennem ventilationshuller i ydervægge. Husk at fjerne dem igen, når det er sikkert, for at forbedre ventilationen.

  4. Hæv ejendele: Placer værdifulde ejendele på hylder eller reoler i en højde, hvor vandet ikke kan nå dem. Alternativt kan du flytte dem op på 1. sal eller opbevare dem i plastikkasser med tætsluttende låg.

  5. Beskyt gulvafløb: Undgå opstigende kloakvand ved at dække gulvafløb med plastik og sandsække, hvis du ikke har en højvandslukke.

Hvis du rammes af oversvømmelse

  1. Pump vand ud: Brug en pumpe til at fjerne regnvand fra bygningen. Hvis det er kloakvand, vil du forurene din have ved at hælde det derud. I stedet bør du opbevare vandet i beholdere og hælde det i kloakafløb, når det igen er muligt.

  2. Brug affugter: Lej eller køb en affugter for at begrænse følgeskader som skimmel. Er du nødt til at fjerne gulvtæpper, skal du sørge for at gemme det.

  3. Ryd op og tag billeder: Efter oversvømmelsen, ryd op og rengør. Tag billeder af ødelagte genstande, og vent med at bortskaffe dem.

Du kan være dækket

  • Oversvømmelse og stormflod er ikke dækket af dine almindelige forsikringer.

  • Anmeld i stedet skaden til Naturskaderådet via naturskaderaadet.dk
    Vi vil på vegne af Naturskaderådet behandle anmeldelsen, hvis der erklæres stormflod.

Du kan læse meget mere på Naturskaderådets hjemmeside.
Når du har anmeldt din skade til Naturskaderådet, skal du kontakte os om sagen.