EM i fodbold er over os, men det er ikke kun på fodboldbanen, at det kan være en god idé at have styr på de forskellige kort. Når du planlægger din ferie i udlandet, er der nemlig en række forskellige kort, som du bør have styr på for at sikre en problemfri og behagelig rejse.
Du kan læse mere om de forskellige kort her.
Det blå EU sygesikringskort
Det blå EU-sygesikringskort er et kort, der viser, at du har ret til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, du rejser i. Du skal bruge det blå EU-sygesikringskort, når du rejser til et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz (Borger.dk).
Der er mange begrænsninger ved det blå sygesikringskort, både i forbindelse med behandling og dækningsområde. Derfor er det en god idé at have en rejseforsikring.
Eksempler på områder hvor det blå sygesikringskort ikke dækker, som f.eks. lægeordineret hjemtransport, mistede/stjålne ejendele, hjemtransport ved dødsfald samt behandling eller konsultation hos private klinikker eller hospitaler.
Det røde kort - Gratis vejhjælp i udlandet
Når du kører i din bil i udlandet, har du også adgang til gratis redningshjælp, hvis bilen er kaskoforsikret. Du behøver ikke længere et fysisk Rødt Kort, men vi anbefaler, at du downloader Rødt Kort app’en, så du blandt andet kan give vejhjælp adgang til at lokalisere din position via GPS.
Det grønne kort – dit bevis på, at bilen er ansvarsforsikret
Det grønne kort er dit bevis på, at du har ansvarsforsikret din bil, men i dag er det kun i relativt få lande, du skal bruge det. I dag kan du nemlig frit kan køre rundt i hele EU/EØS, når motorkøretøjet er forsynet med en gyldig dansk nummerplade.
Se oversigten over lande, hvor du har brug for det grønne kort her: dfim.dk. Det gælder i: Albanien, Moldova, Aserbajdsjan Tunesien, Iran Tyrkiet, Nordmakedonien, Ukraine og Marokko (Opdateret Juni 2024).
OBS: Skal du til Belarus (tidl. Hviderusland), Iran, Kosovo eller Rusland kan du IKKE bruge det grønne kort. Derfor er det vigtigt, at du køber ansvarsforsikring ved grænsen til disse lande. Ellers risikerer du at blive tilbageholdt, hvis du er indblandet i et færdselsuheld.
Kontakt os, hvis du har brug for det grønne kort
Bemærk: Det grønne kort kan afhentes på vores kontor i åbningstiden og ellers vil vi anbefale, at du bestiller det i god tid, da levering med post tager op til 10 hverdage med PostNord.
Husk kørekortet i fysisk udgave!
Måske er du en af de mange danskere, som har downloadet kørekort appen til din telefon og nærmest har glemt, hvordan den fysiske udgave af kortet ser ud. Skal du på kør-selv-ferie eller leje bil i udlandet, er det dog vigtigt, at du husker dit fysiske kørekort, da appen kun er gyldig i Danmark – og altså IKKE i udlandet.
Dit almindelige kørekort er tilstrækkeligt i alle EU-lande, Schweiz og de tre EØS-lande (Island, Norge og Liechtenstein).
Skal du rejse i et land uden for EU eller EØS, skal du muligvis have fat i et internationalt kørekort. Dette afhænger af reglerne i det land, du rejser til. Du kan kontakte ambassaden for det land, du rejser til for yderligere information. Vær desuden opmærksom på, at det kan være nødvendigt med flere forskellige internationale kørekort, hvis du skal køre i flere lande på samme rejse.
Artiklen fortsætter under billedet…
Lokale kort og apps
For at kunne finde vej og udforske de lokale byer og seværdigheder er lokale kort og rejseapps uundværlige. Du kan købe papirudgaver af kort samt bøger med kort til kør-selv-ferien gennem Europa, men de fleste foretrækker i dag at anvende f.eks. Google Maps på telefonen og til GPS navigation i bilen. Fordelen ved disse er, at de løbende opdateres – og også giver live information om trafikuheld, vejarbejde mm.
Det kan også være relevant med andre nyttige apps til f.eks. at finde overnatning, lokal transport, oversætte til lokalsproget, holde kontakten med hjemmefronten eller lignende. Skal du køre på ferie i elbil anbefaler vi også, at du undersøger lademulighederne hjemmefra, så du er bekendt med de forskellige lokale ladeoperatører. Flere af de større operatører som f.eks. IONITY og Tesla tilbyder abonnementer, hvor du kan spare på kWh-prisen.
Mange danskere sætter også pris på at kunne streame deres yndlingsfilm, -serier og -musik på Netflix, Viaplay, Spotify osv. på rejsen, men der er det vigtigt at være opmærksom på, at dette koster penge via dataforbrug – læs mere herunder. Et tip er derfor at hente underholdningen ned til telefon, tablet eller computer hjemmefra i det omfang det er muligt – dermed undgår I dyre ekstraregninger til data i udlandet.
Find inspiration til apps i listen her (Engelsk artikel)
SIM- og datakort
De fleste danskere har i dag en mobiltelefon med på rejsen. I den sammenhæng er det dog vigtigt at få tjekket op på reglerne for brug af telefoni og data i udlandet hos dit mobilselskab inden rejsen. Hos nogle selskaber kan du frit ringe og benytte dig af data i udlandet, mens der hos andre kan være særlige regler og højere takster for de enkelte lande. Husk altid at undersøge dette hjemmefra, da det ellers kan blive en dyr affære.
Glem ikke rejseforsikringen!
En privat rejseforsikring kan dække udgifter til evt. transport og egenbetaling i de tilfælde, hvor det blå EU-sygesikringskort ikke dækker.
Vi anbefaler derfor, at du udover at have styr på de forskellige kort til rejsen også tegner en regneforsikring, så du er dækket uanset uheldet, da især hjemtransport kan være en meget dyr affære.
Hjælpen er nær
Planlægger du at skulle ud at rejse? Vi sidder klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til dine forsikringer eller dækninger. Ring til os på telefon 55 55 88 88.