Finanstilsynet var i oktober 2023 på ordinær inspektion i Storstrøm Forsikring. Der var tale om den første inspektion siden 2015, hvilket betyder, at Finanstilsynet ikke siden da har forholdt sig til selskabets compliancemæssige forhold, samt den omfattende regulering, der er indført i forbindelse med “Solvens II”-forordningen.
Redegørelsen fra Finanstilsynet beskriver forholdene i selskabet pr. 30. juni 2023, og Selskabet kan oplyse, at der inden inspektionen, var rettet op på en række af påbuddene. I tiden herefter er yderligere påbud rettet op, og Selskabets ledelse arbejder videre med at rette op på de resterende påbud.
Finanstilsynet har påbudt selskabet at nedskrive værdien af selskabets anparter i datterselskabet ’Stofo Ejendomme, der ejer det nye domicil. Påbuddet vil blive taget til efterretning i forbindelse med regnskabet for 2023. Den mernedskrivning, som ejendomsvurderingen medfører, har ledelsen korrigeret for ved at nedbringe moderselskabets værdi af Stofo Ejendomme ApS.
Påbuddet om at nedskrive værdien af ejendommen vil blive indbragt for Erhvervsankenævnet.
Det skal også bemærkes at tilsynets påbud om indplacering af derivater i beregningen af solvenskapitalkravet, isoleret set formindsker selskabets solvenskapitalkrav, og derved påvirker ændringen solvensen positivt.
Efter inspektionen er der omlagt en større aktiepost, hvilket ligeledes påvirker solvensen positivt.
Solvensen er således fortsat på et meget højt niveau.
Har du spørgsmål i forlængelse af selskabets kommentarer til Finanstilsynets redegørelse er du velkommen til at kontakte direktør Per Guldbrandsen på 51 78 90 05 eller pg@storstrom.dk.